Angst hos børn: tegn, årsager og hjælp

Hvad er angst hos børn?

Angst er en helt almindelig og livsvigtig følelse, som fungerer som et advarselstegn i farlige situationer. Hos nogle børn og unge opstår angsten dog, uden at der er en reel fare, eller den er overdreven i forhold til den egentlige risiko. Når angsten bliver så voldsom, at den hæmmer barnets hverdag og udvikling, taler man om en angstlidelse.

Ved en angstlidelse kan bare tanken om den frygtede situation give angstsymptomer. Barnet gør typisk alt for at undgå situationen (undgåelsesadfærd) og bruger meget tid på at bekymre sig eller forberede sig på, at noget forfærdeligt skal ske (sikkerhedsadfærd).

Angst er en af de hyppigste psykiske vanskeligheder hos børn og rammer cirka 15-20 % af alle børn og unge på et tidspunkt i opvæksten. Hos en del er angsten forbigående og hæmmer ikke barnet markant. Angstlidelser er hyppigst hos piger, og cirka halvdelen af børn og unge med angst har også en anden psykisk sygdom, ofte en anden type angst eller depression.

Angst symptomer hos børn

Ifølge Patienthåndbogen viser angsten sig på flere områder:

Følelser: alt fra vedvarende ængstelse og bekymring til voldsom angst eller panikfølelse. Der ses også irritabilitet, vrede eller tristhed.
Kroppen: mavepine, hovedpine, hjertebanken, svimmelhed, åndenød, kvalme, muskelspændinger eller anspændthed. Symptomerne kan gøre barnet bange for at være alvorligt syg.
Tankerne: kredser om ting, der kan gå galt. Barnet overvurderer risikoen og undervurderer sin egen evne til at klare en svær situation.
Adfærd: barnet undgår det, det er bange for, eller gør en masse for at sikre sig. Undgåelsen kan blive meget voldsom, fx at barnet græder, råber, stikker af, skælder ud, slår eller sparker.

Hos de fleste starter problemet gradvist, men fobier og panikanfald kan opstå pludseligt. Typerne af angst ligner dem, man ser hos voksne, men nogle angstlidelser begynder især i bestemte aldre, og symptomerne kan variere med barnets alder.

Separationsangst: angst for at blive adskilt fra forældrene

Angst ved adskillelse er en naturlig del af barnets udvikling omkring 8-12-månedersalderen og kan dukke op igen, når barnet skal noget nyt, fx starte i børnehave. Ved separationsangst fortsætter angsten ud over denne periode, eller den begynder på et tidspunkt, hvor angst ved adskillelse ikke er almindelig. Barnet har en usædvanlig og urealistisk stor frygt for at blive adskilt fra forældrene eller en anden vigtig person.

Barnet er bange for, at forældrene eller det selv skal komme ud for noget forfærdeligt, og for at miste dem.
Barnet vil fx ikke i skole om morgenen, ikke sove alene eller uden for hjemmet og ikke på lejrskole.
Barnet kan vågne mange gange om natten for at tjekke, at forældrene er der, og nogle vil ikke være i et andet rum end forældrene.
Før adskillelsen kan barnet få ondt i maven, hovedpine eller kaste op og reagere voldsomt følelsesmæssigt før, under og efter.

Andre former for angst hos børn og unge

Social angst: stærk frygt og ubehag sammen med fremmede eller i sociale situationer uden for hjemmet. Barnet virker overdrevent genert, vil ikke i skole og undgår fritidsaktiviteter og fødselsdage, men opfører sig normalt over for familien. Læs mere om social angst.
Generaliseret angst: overdreven ængstelse, der hæmmer barnet hjemme, i skolen og med kammeraterne, ofte med hovedpine, mavesmerter, træthed, rastløshed og svært ved at falde i søvn og koncentrere sig.
Fobier: intens angst for bestemte genstande, dyr eller situationer, fx hunde, højder eller blod. Barnet begynder at forvente angsten og undgår situationerne, fx ved at isolere sig hjemme.
Panikangst: opstår som regel ikke før puberteten. Det er gentagne angstanfald, der kommer pludseligt uden åbenbar grund og som regel varer højst 10-15 minutter, med hjertebanken, sveden, rysten, mundtørhed, åndedrætsbesvær og dødsangst. Læs mere om panikangst.

Hvorfor får børn angst, og hvordan stilles diagnosen?

Angstlidelser hos børn og unge skyldes flere faktorer. Både medfødte faktorer, opvækstmiljøet og barnets oplevelser har betydning, fx gener, barnets temperament, måden barnet mestrer udfordringer på, bestemte livserfaringer og måden, forældrene mestrer deres egne og barnets udfordringer på. Depression og angst hos forældrene gør barnet særligt sårbart, både gennem arv og opvækstmiljø.

Når lægen skal stille diagnosen, spørges der grundigt ind til sygehistorien og symptomerne. Undersøgelsen foregår som regel som en samtale, og mindre børn kan observeres, mens de leger. Man bruger ofte interview med barn og forældre og spørgeskemaer. Lægen kan også undersøge kroppen for at udelukke, at andre sygdomme giver symptomer som mavesmerter, hovedpine og hjertebanken.

En stor del af børn med angstlidelser bliver velfungerende, men uden behandling kan angsten blive kronisk eller vende tilbage. Der er øget risiko for nedsat social og faglig formåen og for anden angst, depression, adfærdsforstyrrelser og misbrug senere i livet.

Behandling af angst hos børn og unge

Mange børn får i løbet af deres udvikling forskellige former for angst, som går over med god støtte fra familie og venner og ikke kræver behandling. Bliver angsten kraftig og langvarig, er det nødvendigt at søge hjælp. Målet er at hjælpe barnet tilbage til en almindelig hverdag og til at tackle følelserne, så angsten ikke bliver vedvarende og hæmmende.

Kognitiv adfærdsterapi er ifølge Patienthåndbogen den foretrukne behandling og anbefales frem for medicin. Effekten er den samme, uanset om behandlingen er individuel eller i gruppe.
Forældrene inddrages i behandlingen, alt efter barnets alder og familiens ønsker. Familiebehandling kan være aktuel ved problemer i samspillet, og har forældrene selv angst, er det en fordel, at de søger hjælp samtidig.
Medicin kan hos nogle børn have effekt, hvis samtalebehandling ikke har hjulpet. Den skal sættes i gang af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

En hverdag præget af forudsigelighed, nærvær og masser af anerkendelse kan i sig selv afhjælpe lettere angst og er et godt afsæt for behandlingen. I vores klinik for psykologi i Bilbao arbejder vi med angst og kognitiv adfærdsterapi (konsultationerne foregår på spansk).

Psykolog taler med en pige og hendes mor — Forældrene inddrages i behandlingen af barnets angst. Illustration lavet med AI.

Hvad kan forældre gøre, når barnet har angst?

Patienthåndbogen giver disse råd til forældre:

Fortæl barnet, at det er angsten og ikke barnet, der er problemet, og at I vil hjælpe det med at overvinde angsten.
Se efter, om noget i barnets eller familiens hverdag ikke fungerer, fx konflikter, for lidt samvær eller mistrivsel i skolen, og prøv at løse det.
Undgå at overbeskytte barnet, for det gør angsten værre. Støt i stedet barnet i at klare passende udfordringer.
Vis, at I selv kan blive bange, og fortæl, hvordan I overvinder nervøsiteten. Har du selv angst, så skeln mellem din egen angst og barnets.
Aftal med barnet, at lærere og kammerater ved, hvad der foregår, hvis angsten viser sig i skolen eller i fritiden.
Søg professionel hjælp, hvis det, I gør, ikke er nok.

Til barnet eller den unge selv råder Patienthåndbogen til ikke at undgå det, man er bange for, fordi det får angsten til at vokse, men gradvist at gøre det, man gerne vil, og rose sig selv, når det lykkes. Det hjælper også at sove godt, spise sundt, få motion og frisk luft, tale med én, man har tillid til, og fortælle en voksen om alvorlige belastninger.

Mor og søn sidder på gulvet med hånden på brystet — Forældre kan vise, hvordan de selv overvinder nervøsitet. Illustration lavet med AI.

Hvad viser forskningen om kognitiv adfærdsterapi?

Et Cochrane-review fra 2020 (James m.fl.) samlede 87 studier med 5.964 børn og unge under 19 år med en angstlidelse, som fik kognitiv adfærdsterapi. Forfatterne fandt:

at terapien sandsynligvis får flere til at blive fri for deres primære angstlidelse end venteliste eller ingen behandling (49 % mod 18 % efter behandlingen),
at terapien muligvis virker bedre end en kontrolbehandling, hvor barnet får samme opmærksomhed uden egentlig terapi,
at der kun var lidt eller intet bevis for, at terapien er bedre end sædvanlig behandling eller andre behandlinger,
at der ikke var faste forskelle mellem fx individuel terapi og gruppeterapi,
at ingen studier rapporterede bivirkninger, men at bivirkninger ikke altid blev fulgt systematisk.

Forfatterne konkluderer, at kognitiv adfærdsterapi på kort sigt sandsynligvis er mere effektiv end venteliste eller ingen behandling, men at tilliden til resultaterne er begrænset af mængden og kvaliteten af forskningen.

Hvor kilderne er uenige

Kilderne er enige om, at kognitiv adfærdsterapi hjælper, men der er forskelle:

Den foretrukne behandling: Patienthåndbogen kalder kognitiv adfærdsterapi den foretrukne behandling, mens Cochrane-reviewet fandt lidt eller intet bevis for, at den er bedre end sædvanlig behandling eller andre behandlinger.
Retningslinjen: Patienthåndbogen henviser til en dansk retningslinje fra 2016, som den selv kalder forældet, og til internationale anbefalinger, der stadig anbefaler terapien.
Individuelt eller i gruppe: her er kilderne enige: Patienthåndbogen skriver, at effekten er den samme, og reviewet fandt ingen faste forskelle mellem formerne.

Det vigtigste om angst hos børn

Angst er en naturlig følelse, men bliver en angstlidelse, når den hæmmer barnets hverdag.
Angst rammer cirka 15-20 % af børn og unge på et tidspunkt.
Separationsangst, social angst, generaliseret angst, fobier og panikangst er de vigtigste former.
Kognitiv adfærdsterapi er den foretrukne behandling, og forældrene inddrages.
Undgå at overbeskytte barnet, og støt det i passende udfordringer.
Søg hjælp, hvis angsten er kraftig og langvarig.

Spørgsmål om angst hos børn

Svarene er generelle og erstatter ikke en konsultation eller en individuel lægelig vurdering.

Hvordan viser angst sig hos børn?

Som ængstelse, bekymring eller panik, men også som irritabilitet og vrede. Kroppen reagerer ofte med mavepine, hovedpine, hjertebanken, svimmelhed eller kvalme, og barnet undgår det, det er bange for.

Hvad er separationsangst?

En usædvanlig og urealistisk stor frygt for at blive adskilt fra forældrene, som fortsætter ud over den alder, hvor det er naturligt, eller begynder på et tidspunkt, hvor det ikke er almindeligt.

Hvorfor får børn angst?

Flere faktorer spiller sammen: arv, temperament, opvækstmiljø, livserfaringer og måden, barnet og forældrene mestrer udfordringer på. Angst og depression hos forældrene gør barnet mere sårbart.

Hvornår skal man søge hjælp til et barn med angst?

Når angsten bliver kraftig og langvarig, især hvis den hæmmer barnet i hverdagen, i skolen og i fritiden eller påvirker familien for meget.

Hvordan behandles angst hos børn?

Primært med kognitiv adfærdsterapi, individuelt eller i gruppe, hvor forældrene inddrages. Medicin kan forsøges ved en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, hvis terapi ikke har hjulpet.

Hvad skal forældre undgå?

At overbeskytte barnet, for det gør angsten værre. Støt i stedet barnet i at klare passende udfordringer, og fortæl, at det er angsten og ikke barnet, der er problemet.

Kilder

Denne guide er til information og erstatter ikke en lægelig vurdering. Diagnose og behandling afhænger af din konsultation og din sygehistorie. Ring 112 i en nødsituation.